Om os

Kennel IshundFelding - Familieopdræt af Islandske fårehunde

Om 

En sand og livslang kærlighed - historien om vores hundeliv.

Vi er en helt almindelig børnefamilie, der har den islandske fårehunde som vores store passion/ hobby. Og siden 2014 har vi haft de største oplevelser med avl, opdræt og opdragelse af vores to første kuld islandske hvalpe.

Når potentielle, kommende hvalpekøbere besøger os, så besøger I en helt almindelig dansk børnefamilie, med arbejde og hverdag og nullermænd. Og tre firbenede børn udover vores egne 3 tobenede børn.


Vi driver ikke en hunde forretning, opdræt af islandske fårehunde er vores passion og hobby. Vi hverken lever af hundene eller tjener penge på dem. Vi lukker mere end gladeligt vores hjem og hjerter op for potentielle nye ishunde-elskere. Fordi det er det, vi brænder for og elsker at lave.


Vores hvalpe bliver født i vores soveværelse, og her tilbringer de sammen med deres mor og os deres første 2-3 uger. Når de begynder at møffe omkring og behøver mere plads, og de så småt kan både se, høre og senere gå rigtigt, så flytter de ind i vores stue i en stor kravlegård, hvor vi og deres mor og familiens øvrige hunde, familiemedlemmer og venner, kan følge deres udvikling, lege med dem, snakke med dem og træne med dem. Når de når ca 4 ugers alderen er de klar til også at komme udenfor og her inddrager vi så vores terrasse til hvalpelegegård og lidt senere, hele vores baghave, der er en helt almindelig villahave med masser af frugttræer og frugtbuske. Hvalpene er en del af vores hverdagsliv døgnet rundt i de 8 uger, de bor hos os. De er med os i køkkenet, hvor opvaskemaskine, røremaskine, og andre maskiner larmer og låger smækker, gryder ryger på gulvet, de er med os i stuen, når vi spiser morgenmad og aftensmad. De er med, når der læses lektier og ses tv, og hygges om aftenen i sofaerne. Hvalpene er også med i bad, med når der børstes tænder og  når der siges godnat. De er i hænder hos besøgende hvalpefamilier, vores egen familie og venner, og vores børns venner og legekammerater.  Og de er med i haven og på kontoret. Hvalpene er aldrig alene, vi er omkring dem 24-7, og de er i menneskehænder og har kontakt med mennesker næsten døgnet rundt. De bliver puttet om aftenen i hvalpesenge i deres kravlegård i stuen, og når kravlegården er lukket og der er sagt godnat, efter natmad og hygge, så er der lukket og slukket til næste morgen, hvilket lærer hvalpene at falde til ro og få sovet ordentligt.

Vi træner renlighed, indkald og deres navne som en del af vores daglige leg og samvær med dem, og fra ca 1 måneds alderen kommer de også ud af vores hus og have på egen hånd sammen med een af os for først at opleve den store verden på vores arm, og senere får de lov til selv også at prøve at løbe rundt på vores mark - igen på egen hånd, alene med een af os uden deres søskende og mor. Selvfølgelig med udgangspunkt i den enkelte hvalps psyke og udvikling, og langsomt får de flere og flere udfordringer, og deres verden udvider sig.

Så hver hvalp er trænet i at prøve selvstændigt at opleve verden og hilse på fremmede mennesker og andre hunde, før de flytter hjemmefra.

Vi vurderer, hvem hver enkelt hvalp passer bedst til, og vi vurderer også udfra hver enkelt hvalps psyke og modenhed, hvornår de er klar til at flytte hjemmefra.


Vi vil rigtigt gerne lære vores kommende hvalpefamilier at kende, dels så vi kan matche hvalp og familie bedst muligt og dels fordi det er den bedste måde for os at få et godt samarbejde med jer som kommende hvalpefamilier. Vi har en lukket Facebook gruppe for vores hvalpefamilier og her følger vi hinandens liv og hverdag med de islandske hunde, og hjælper hinanden med stort og småt.


Vi vil nemlig også rigtigt gerne følge alle vores hvalpes liv og udvikling.


Vi er en familie, der har tabt vores hjerter for altid for den islandske fårehund. Vores kærlighed har varet siden 1999, da vi fik vores første islandske fårehund. Læs nærmere om vores ishunde-passion og historik nedenfor.


I 2014 fik vi vores første kuld hvalpe, og det var en kæmpe stor oplevelse, enormt krævende og et meget stort arbejde, men ubeskriveligt berigende og livsbekræftende.


I foråret 2015 gennemgik Anne DKK opdrætteruddannelsen netop for at vide endnu mere om det at være opdrætter. I maj 2015 fik vi godkendt DKK kennelmærke.


Men vores hvalpe er stadig et lille stueopdræt, vores passion og vores eet og alt. Vores hunde bor sammen med os på lige fod med os tobenede og alle tre sover i hver sin benende om natten, er med os på arbejde og er en stor og vigtig del af vores hverdag.


Vores hvalpe bliver født i vores hjem og bliver opdraget i vores hjem på lige fod med de andre hunde. Vi er sammen med vores hvalpe 24/7, de er aldrig alene og overladt til sig selv, da vi har firma hjemme. Derfor er vores hvalpe også i hænder og sammen med mennesker 24/7 og lærer derved fra begyndelsen af deres liv at være en del af en livlig og larmende familie.


Vores hvalpe kommer kun ud og bo hos familier, der 100 % kan stå inde for, at hvalpene skal være en del af deres familie, et ekstra barn af en familie.  Vi ønsker at lære vores hvalpekøbere at kende for at kunne matche hvalp og familie bedst muligt. Vi prøver også at klæde de kommende hvalpe ejere på, så de ved, hvad de kan forvente sig realistisk, og opfordrer hvalpekøberne til både at læse en masse om racen, om at have hvalp og unghund - og vi lægger stor vægt på, at de kommende hvalpekøbere har tid til hvalpen, tid til træning, tid til socialisering og ikke mindst tid til dagligt samvær med en hund. Vi lægger også stor vægt på, at en hvalp fra os ikke skal være alene hjemme mere end max 6 timer hver dag og at hvalpekøberne har ferie, når de får hvalpen hjem, så der er tid til at lære hinanden at kende og lære hvalpen at være alene.


Februar 2014: Vores hundeliv

Der er dage man aldrig glemmer i sit liv, dage, der for altid er indprentet i sjælen, det være sig den dag ens børn så verden for første gang, den dag man blev forelsket og gift og mange andre skelsættende begivenheder, man for altid vil huske.


For os er der også nogle helt særlige dage, vi aldrig glemmer, dage der berigede os med vores vidunderlige firbenede børn, ishundene, som vi for altid har tabt vores hjerter til.


Sådan en dag findes der helt tydeligt i min hukommelse, en kedelig, grå, søvnig og kold november morgen, mørke og træthed prægede denne helt almindelige hverdagsmorgen i 2010. Hvor jeg helt rutinemæssigt åbnede min mail før morgenmaden præcis som jeg plejede. I indbakken lå der en mail, som bestemt ikke var "plejer" eller rutine. Vores søde opdrætter, Bente Nyborg, sendte et billede af 3 6 uger gamle ishunde babyer, der stadig søgte et nyt hjem. Den midterste hvalp, og den eneste pige, havde det mest bedårende lysebrune blik med en chokoladebrun næse, og hun nærmest talte fra billedet direkte til mit hjerte.


5 min efter gik jeg igang med at præparere min elskede mand, der var både noget søvnig og noget skeptisk, men efter morgenmaden var han klar. Denne bedårende lille chokoladenæsede ishunde-frøken skulle da naturligvis være vores. Bente, Birger og Bjørk fik besked efter et par timer, og Blesa var vores. Og resten af dagen fortabte sig i tåger af boblende glæde og forventning.


Sidenhen har vi kaldt Blesa for Wilma Blesa og vores allerbedste impulskøb nogensinde. Fra Bente, Birger og Bjørk havde vi allerede Frida, så helt uoverlagt var denne beslutning bestemt ikke. To uger efter, d 20. nov 2010, kørte Bo, Amalie og Mathilde meget tidligt afsted til Thy en søndag morgen for at hente Wilma Blesa hjem til lynge sent om aftenen, og det har vi aldrig fortrudt.


En anden dag der er tydeligt indprentet i hukommelsen er d. 4. januar 2013, hvor vi på en kold og tidlig vintermorgen begav os afsted til Fyn med baksende sommerfugle i maven, til Svendborg, for at hente vores lille ny familiemedlem, Toftedal Aura hos Susanne Dannaher. Vores sorte Perle, der sidenhen er blevet fars pige og mors skat.


Og før denne skelsættende milepæl, var der gået en hel sommer året før, hvor vi nøje havde overvejet opdrættere, og siden med ligeså mange sommerfugle i maven besøgt Susanne I svendborg hvor hendes dejlige Alda, med gravid mave, Aldas mor Glit og Aldas to halvsøstre Alde og Fifa, vadede lige ind i vore hjerter med gummistøvler på. Dernæst den ulideligt lange ventetid – mon der kom en tævehvalp, der måske måtte blive vores. Den helt særlige mørke novembermorgen, hvor Obamas genvalg blev proklameret meget tidligt i morgentv, mens vi med bankende hjerter og høj puls på facebook kunne opdatere os med nyheden om Aldas nedkomst. Endnu et par lange timer senere, hvor nyheden om, at den ene lille pige i kuldet måtte blive vores , helt væltede resten af dagen i jubelglæde.


Men vores hundekarriere startede år tilbage da vi som helt ungt kærestepar netop flyttet i et lille hyggeligt studenterhybel i Århus, drømte om at udvide vores lille kernefamilie med et lillebitte levende væsen, vel at mærke eet på 4 ben, der virkede noget mere overskueligt end dem på to ben, der skal have skiftet ble og kræver døgnovervågning. DET var vi IKKE klar til endnu. Vi spinkede og sparede af suén, for vi havde læst alle brochurerne fra dansk kennel klub samt rådført os med deres telefonrådgivning, så selvfølgelig skulle denne lille ny være med dkk stamtavle. Dette var FØR internettets fødsel, så al informationsindsamling foregik noget mere trægt. Men vi var til en kæmpe stor udstilling i Herning i efterår 1992, hvor vi mødte en cockerspaniel opdrætter og faldt pladask for denne lille Ladyhund, der sidenhen selvfølgelig blev læst en hel del bøger om, inden vi – bevæbnet med hundeudstyr til tænderne – en råkold februardag hjemhentede det lille ny vidunder, Sofie. Året efter hentede vi Emma hos samme opdrætter, Sofies kusine, og vores lille familie var komplet.


Sidenhen fik vi først én datter, Amalie, som Sofie ikke var særligt begejstret for, og sidenhen endnu en datter, Mathilde, men der var Sofie allerede flyttet hjemmefra til mormor og morfar, da vi efter et lille ”Nappe-uheld” og et rødt tandaftryk på den et årige piges buttede kind, ikke havde nerver til at vente på, at Sofie blev mere børnevenlig.


Sidenhen flyttede også Emma hjemmefra, mest fordi hun savnede Sofie; Emma var sød og venlig ved børnene, men reserveret og alt for nervøs anlagt, så en egentlig børnehund blev hun aldrig. Sofie og Emma levede dog lykkeligt til deres dages ende som 12 og 13 årige hos mormor, som de lidt sære cocker-tanter, de efterhånden som de grånede mere og mere blev, men de tålte dog altid den voksende flok børnebørn, der til tider flyttede ind hos mormor; de gik bare fornærmede deres vej og lå og skulede i en kurv i hjørnet til ungerne var vel ude af huset igen.


Tilbage hos os havde vi to småpiger og et evigt savn efter den helt rigtige familiehund, som både vi voksne og de små ville kunne nyde familielivet med. Freja kom som sendt fra himlen en solrig majdag i 1999, 8 uger gammel pelsbunke med lattermild hvalpekrudtet blødhed. Freja, som kom fra en kærlig opdrætter, der bare havde nogle islandske hunde uden spor familie-aner og afstamnings-papirer, men det gjorde os overhovedet intet - efter fadæsen med de fine cockerfrøkener med de flotte stamtavler, deres nervøse temperamenter og manglende børnevenlighed, ja hvad skulle vi så med en hund med stamtavle, en kostbar hund, som måske var endnu et fejlplaceret væsen i vores lille familie. Hvorfor købe en hund med stamtavle, når man alligevel ikke har lyst til at udstille, ja, den sætning tænkte vi ofte, og sidenhen har vi også hørt den sagt af andre hundemennesker en hel del gange.


Freja havde en islandsk far og en islandsk mor, det var nok for os - men den ene af forældrene havde en 1/8 golden retriever afstamning, blev vi oplyst, fint nok for os, det var skønne hunde, med vidunderligt sind. Vores 4 årige frøken med de tidligere tandmærker udvisket på kinden, blev sat ind i hvalpeindhegningen, og vi kunne med selvsyn konstatere, at både de 8 pelsbunkebløde hvalpe samt vores 4 årige var børne og hunde venlige..


God som dagen var lang, det har Freja altid været. Og i skrivende stund er hun netop fyldt 15 år, har klaret at opdrage 4 hvalpe og 3 tobenede i fin stil. Freja, der altid har været den bedste kopi af sankt Bernhard hunden Nanna i Peter Pan, bare uden kappe og forklæde. Altid klar med trøst og varme, altid glad og logrende, fuld af energi og hittepåsomhed, og ALTID legesyg, venlig og god mod alle vores tre børn, for ikke at nævne det hav af legekammerater, der har været igennem vores hus, og igennem Frejas altid varme tunge og smilende islænderansigt.


Freja og pigerne voksede derfor op sammen, delte havregrød, mellemmadder, udklædnningstøj og tyggeben, som søstre vi dele, det kunne disse tre i skøn harmoni. I foråret 2003 kunne vi dog godt tænke os endnu en familieforøgelse, Frejas søster Tyv skulle have hvalpe, men skæbnen ville, at Tyv (ja det hed hun faktisk ! Og med en vis skelen til Frejas engleagtigt forsigtige tyvagtige rapse-tilbøjeligeder, så var vi ret så vilde med det navn) gik tom. Vores søde opdrætter sporede straks vores to småpigers store skuffelse, og henviste os til en veninde i Tisvildeleje, der opdrættede islandske fårehunde, dog med dkk stamtavle. Vi tog derud og kikkede på de nyfødte hvalpe, der var tre tæver, og én af dem måtte blive vores nye lillesøster. Så UD med al stambogsforskrækkelse, og ind i familien kom Ronja Menja en sommerhededag i august 2003, lige før småpigerne startede i 0. og 2. klasse. Ronja blev vores øjesten, ligeså god og venlig, kærlig og sjov som Freja, ligeså hittepåsom og fuld af lyst til at lege med de tre andre tøser: de to små piger og Freja, samt alle de mange børn, der rendte ind og ud af vores hus og have.


Året efter Ronja fik vi vores efternøler, Frederik, der som baby både blev beundret og kysset af to tobenede storesøstre og to firbenede storesøstre. Og for Frederik er islandske fårehunde en ligeså naturlig del af livet som at trække vejret.


I august 2008 fik vores ældste datter Amalie sin helt egen Frida Valdis i (før) konfirmationsgave, Frida, der kom som hvalpeblød pelsbunke fra Bente Nyborg og stutteri Korreborg i Thy. Sidenhen fulgte som sagt Wilma Blesa samme sted fra og med samme søde mor : Gladur Bryja - en iskold novemberdag i 2010, som vores yngste datters (før) konfirmationsgave.


Endnu en dag, der aldrig nogensinde glemmes i vores familie : d 9. marts 2012 måtte vi sige farvel til dejlige, forsigtige, altid blide, loyale og kærlige Ronja, alt alt for tidligt, og alt alt for svært - og det skabte mange måneders sorg, tårer og tomrum. Som vores erfarne dyrlæge altid siger : de hunde skaber den største glæde, men det er den største sorg at tage afsked med dem. Og når de så ikke når at blive gamle og grå gør det endnu mere ondt at sige altfor tidligt farvel.


Men så kom lille Aura heldigvis til 10 mdr efter og spredte de tunge, sorte, sørgmodige skyer, og Aura var et nyt og frisk pust i vores familie. Med hendes skinnende sorte farve også et nyt pust i forhold til de forskellige røde nuancer af islandske frøkener, vi indtil nu havde haft i familien.


Sikke vidunderlig mangfoldighed den lille islandske hund med den store personlighed og det milde, glade væsen har i farver og anvendelsesmuligheder.


For os vil der aldrig komme andre slags hunde på tale mere, det er kærlighed for livet.


Og netop fordi vi elsker og beundrer den islandske fårehund så højt som vi gør, så er det for os utroligt vigtigt at bevare racen og de gode gener netop ved en kontrolleret avl med udelukkende sunde hunde. Denne avl kan kun kontrolleres og følges tæt igennem mange generationer ved at dokumentere hvert enkelt led igennem det tætte samarbejde mellem DKK, islandsk fårehundeklub samt det internationale samarbejde der findes omkring ishundens bevarelse. Kun igennem sådan dokumenteret avl kan man holde indavls procenten nede og sundheden oppe. Samt sikre den islandske fårehunds fortsatte overlevelse ud i fremtiden, en race der ellers har været tæt på at uddø for bare få årtier siden.


April 2014 fødte Wilma Blesa sit - og vores - første kuld hvalpe, og det blev en af de dage vi aldrig nogensinde i vores liv glemmer.


I juli 2015 fik vi vores andet kuld islandske fårehundehvalpe, og dette var endnu en helt vidunderlig ubeskrivelig fantastisk tid med 6 livlige hvalpe, der skulle trænes, socialiseres, passes, forkæles og leges med. Og vigtigst af alt : findes dejlige familier til, for desværre kan vi jo ikke beholde alle hvalpe selv. Det var en dejlig tid, hvor vi trak på de erfaringer, vi havde gjort ved vores første kuld og lærte ENDNU mere om at være opdrætter. Denne livsopgave bliver man vist aldrig helt færdiguddannet i, og kors det er en skøn læringsrejse at følge 6 hvalpes rivende udvikling fra små hjælpeløse, blinde og døve nyfødte, til at være fuldt udviklede små isbamser med stor nysgerrighed på verden.


Vi ser nu frem til vores 2016 kuld, Toftedal Auras første kuld. Vi har besluttet, at Wilma ikke skal have flere kuld nu, 6 sønner og 4 døtre i trivsel er et flot resultat, og da Wilma fik kejsersnit midt i den sidste fødsel, så de 3 yngste måtte hjælpes til verden af dyrlægen, vil vi ikke udsætte Wilma for flere graviditeter.





Facts om Familien

  • Anne (45), Bo (47), Amalie (20), Mathilde (18) og Frederik (11)
  • Vi har eget firma med kontor hjemme
  • Medlemmer af Islandsk Fårehundeklub og DKK
  • Anne har gennemgået DKKs opdrætter uddannelse i foråret 2015
  • Bo skal i gang med DKK opdrætter uddannelsen i foråret 2016
  • Kennelmærke : IshundFelding fra d 12. Maj 2015
  • Freja var vores første Islandske fårehund som vi fik i 1999 og hun blev 15 år i marts 2014, vi sagde farvel til Freja i maj 2014
  • Ronja vores anden ishund som vi fik i 2003, blev desværre kun 8 år
  • Frida som er Wilmas halvsøster, er Amalies hund. Frida er 7 år
  • Wilma Blesa er Mathildes hund og er 5 år
  • Toftedal Aura er Anne's hund og er 3 år
  • Første kuld havde vi i foråret 2014, Wilma fik to døtre og to sønner
  • Luva er familiens yngste ishund på  21 mdr, og Wilmas førstefødte datter. Luva er Bos hund.